Obligationer/åbning: Renten holder stand efter skuffede kinesiske data
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation ligger i niveauet 0,15 pct. mandag morgen efter et fald på 2 basispoint fredag, hvor renteniveauet i løbet af handelsdagen var nede at flirte med det laveste lukkeniveau hidtil for statspapiret på 0,14 pct., som blev nået i den første uge af i år.
Nervøsiteten tog til mandag morgen på de asiatiske markeder med kursfald på aktiemarkederne til følge, da investorerne med bekymret mine ser på kinesiske tal for eksport og import, der begge skuffer og viser fald i stedet for den ventede fremgang.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt fredag med knap 5 basispoint til 2,70 pct., hvilket var samtidig 1 basispoint mere end niveauet, da det danske obligationsmarked lukkede fredag. Mandag morgen falder renten yderlig - til 2,67 pct. i den europæiske handel.
På grund af en delvis lukning af det amerikanske statsapparat er nøgletalskalenderen stort set tom for data, der for alvor kan påvirke de finansielle markeder.
- Fra den politiske scene vil investorerne fokusere på nedlukningen af den offentlige sektor i USA. Den offentlige sektor har været nedlukket siden den 22. december på grund af uenighed om finansieringen af Trumps mur ved grænsen til Mexico. Set med økonomiske briller vil nedlukningen næppe sætte en stopper for opsvinget, men vil dog give et mindre negativt aftryk på BNP-væksten i første kvartal, skriver Mathias Rømer Sproegel, makroanalytiker i Sydbank, i en morgenkommentar.
Investorerne kan se frem til brexitafstemningen tirsdag, hvor den britiske premierminister, Theresa May, skal have hevet sin aftale med EU om Storbritannien hjem i parlamentet. Det ser dog på forhånd meget svært ud for premierministeren at få nok til at stemme for aftalen.
/ritzau/FINANS