Obligationer/åbning: Stille start før taler og britisk afstemning
Det danske obligationsmarked er tirsdag åbnet næsten uændret trods udsigten til positive aktiemarkeder fra åbningen i Europa.
Tirsdagens store begivenheder på finansmarkederne er brexitafstemningen i Storbritannien og på nøgletalsfronten producentpriser fra USA for december. Derudover stiger en række Fed-chefer og ECB-chefen, Mario Draghi, op på talerstole rundt omkring.
Den danske toneangivende statsobligation endte mandag med en rente på 0,14 pct. Det var 1 basispoint lavere end fredag. Det er også niveauet ved åbningen tirsdag. Renten var i mandagens handel nede på 0,12 pct.- det laveste niveau nogensinde i den nuværende tiårige obligations levetid.
Tirsdag morgen handles den tiårige amerikanske statsobligation med en rente på 2,71 pct. på markedet i Tokyo. Det er 1 basispunkt mere, end da det danske obligationsmarked lukkede mandag.
Ved tirsdagens brexitafstemning i Storbritannien er et nederlag til premierminister Theresa May i høj grad ventet, men spørgsmålet i markedet er, hvad næste skridt bliver. Spekulationerne har større betydning for pund-kursen end for renten.
Kl. 14.30 dansk tid offentliggøres producentpriser for december fra USA. De har betydning, da de kan give en indikation om inflationspresset.
Der ventes ifølge Bloomberg en stigning på årsbasis på 2,5 pct. som i november.
Fed-cheferne Neel Kashkari, Robert Kaplan og Ester George holder taler fra kl. 17.30 tirsdag.
- Vores primære fokus vil være på talen fra George, da hun har stemmeret i 2019, skriver Mathias Rømer Sproegel, der makroanalytiker i Sydbank.
Han mener, at George vurderes til at være en af de allerhårdeste Fed-medlemmer, hvad angår udviklingen i styringsrenten.
- Men også fra George har vi fået blødere toner på det seneste. Vi vil lytte efter, om George igen udtrykker bløde toner, skriver han.
Fra ECB får markedet kl. 16.00 for første gang i 2019 chefen Mario Draghi på talerstolen forud for næste uges rentemøde i banken.
/ritzau/FINANS