Obligationer/tendens: Rolige renter efter ventet brexit-nederlag
Uændrede renter i USA i forhold til niveauet ved danske lukketid og et udfald at den britiske brexit-afstemning, der kun overraskede ved størrelsen af premierminister Mays nederlag, peger mod nogenlunde uændrede renteniveauer, når det danske obligationsmarked åbner onsdag morgen.
Tirsdag faldt renten på den toneangivende danske tiårige statsobligation til 0,13 pct. eller med 1 pct. i forhold til lukkeniveauet mandag eftermiddag. Markedet var præget lettere nervøsitet og afventende aktivitet frem mod netop afstemningen i det britiske parlament om Theresa Mays brexit-aftale.
Næste kapitel handler om den mistillidsafstemning, som oppositionspartiet Labour har foranlediget. Den ventes at finde sted onsdag aften efter danske lukketid, og det forudses blandt iagttagerne, at regeringen og May vil overleve afstemningen.
Derefter har Theresa Mays tre dage til at komme med en ny plan for den fortsatte brexit-proces.
Bortset fra de britiske indslag er onsdag fattig på makropolitiske sigtepunkter for de finansielle markeder.
Den delvise nedlukning af det amerikanske statsapparat betyder, at ellers planlagte nøgletal for den amerikanske detailhandel og udviklingen i forretningslagrene er aflyst. Tilbage i kalendere er indekset for import- og eksportpriserne og boligindekset NAHB, der kan forvente så meget desto større opmærksomhed.
For NAHB ventes et uændret indeks på 56, men falder indekset, kan det ifølge Mathias Rømer Sproegel, makroanalytiker i Sydbank give anledning til mindre rentefald, under indtryk af at opbremsningen i den amerikanske økonomi er større end først antaget.
Efter dansk lukketid offentliggøres onsdag aften den såkaldte Beige Book, som betragtes som den amerikanske centralbanks, Federal Reserves, periodiske økonomiske barometeraflæsning.
/ritzau/FINANS