Obligationer/åbning: Rolig rente med svagt stigende tendens
Forholdsvis rolige renter præger åbningen af det danske obligationsmarked , hvor den toneangivende tiårige danske statsobligation sætter fra med en rente på 0,13 pct., som er uændret i forhold til slutniveauet tirsdag aften. Men tendensen peger mod stigning.
I Frankfurt kryber den tyske toneangivende rente frem mod en stigning på 1 basispoint, mens den franske rente holder sig uændret.
Uændrede renter i USA i tirsdagens amerikanske handel i forhold til niveauet ved danske lukketid tirsdag og et udfald at den britiske brexit-afstemning, der kun overraskede ved størrelsen af premierminister Mays nederlag, pegede før åbningen frem mod status quo for den danske rente.
Tirsdag faldt den til 0,13 pct. eller med 1 pct. i forhold til lukkeniveauet mandag eftermiddag, i et marked det var præget af lettere nervøsitet og afventende aktivitet frem mod afstemningen i det britiske parlament om Theresa Mays brexit-aftale.
Onsdagen britiske indslag handler om den mistillidsafstemning, som oppositionspartiet Labour har sat på dagsordenen. Den ventes at finde sted onsdag aften efter danske lukketid, men iagttagerne forudser en non-event, som regeringen og May overlever.
I næste akt har Theresa Mays tre dage til at komme med en ny plan for den fortsatte brexit-proces.
Bortset fra de britiske bidrag er onsdag fattig på makropolitiske sigtepunkter for de finansielle markeder.
Blandt andet fordi den delvise nedlukning af det amerikanske statsapparat betyder, at ellers planlagte nøgletal for den amerikanske detailhandel og udviklingen i forretningslagrene er aflyst. Tilbage i kalendere er indekset for import- og eksportpriserne og boligindekset NAHB, der kan forvente så meget desto større opmærksomhed onsdag eftermiddag.
For NAHB ventes et uændret indeks på 56, men falder indekset, kan det ifølge Mathias Rømer Sproegel, makroanalytiker i Sydbank, senere give anledning til mindre rentefald, under indtryk af at opbremsningen i den amerikanske økonomi er større end først antaget.
Efter dansk lukketid offentliggøres onsdag aften den såkaldte Beige Book, som betragtes som den amerikanske centralbanks, Federal Reserves, periodiske økonomiske barometeraflæsning.
/ritzau/FINANS