Obligationer/tendens: Udsigt til lille rentefald - Zew-indeks i fokus
Der er udsigt til små rentefald, når obligationsmarkedet åbner tirsdag.
Tirsdag indledes World Economic Forum i Davos, men forventningerne til konferencen er dalet kraftigt, efter at USA's præsident, Donald Trump, aflyste USA’s deltagelse i sidste uge.
Fokus vil derfor være på ZEW-indekset fra Tyskland.
- Det bliver en lakmusprøve på denne uges vigtige tillidsindikatorer fra eurozonen. Fremgang i ZEW-indekset kan give rentestigninger og styrke euroen, vurderer Mathias Rømer Sproegel, der er makroanalytiker i Sydbank.
Aktierne ser ud til at åbne med mindre fald, og de amerikanske renter ligger lidt lavere.
Tirsdag morgen handles den tiårige T-bond med en rente på 2,77 pct. på markedet i Tokyo. Mandag var der ingen handel, da markedet højtideligholdt Martin Luther King Day.
Fredag steg renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation med godt 3 basispoint til omtrent 2,79 pct. efter sving mellem 2,74 pct. og 2,80 pct.
For den toneangivende tiårige danske statsobligation sluttede renten i underkanten af 0,18 pct., hvilket var lig med lukkeniveauet i fredags. Bortset fra kortvarige visit i 0,17 pct. lå renten gennem hele dagen i 0,18 pct.
ZEW-indekset, der offentliggøres kl. 11.00, ventes at falde.
Indekset for den nuværende situation i januar ventes at falde til 43,0 fra 45,3 i december. Mens indekset for fremtiden ventes at falde til minus 18,5 fra 17,5 måneden før.
Fra USA ventes der tal for salg af eksisterende boliger for december, der ventes at vise et fald på 1,5 pct. til 5,24 mio. enheder på annualiseret basis fra 5,32 mio. i november.
/ritzau/FINANS