Obligationer/middag: Renterne fortsætter gradvis tilbagegang
De danske statsrenter fortsætter torsdag den let vigende tendens, der også prægede onsdagens handel.
Renten på den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme falder med 2 basispoint til 0,13 pct. efter et fald på 1 basispoint onsdag og 2 basispoint tirsdag.
Investorerne har i løbet af dagen en fuld kalender med både PMI-tal fra begge sider af Atlanterhavet samt rentemeddelelse og pressemøde fra ECB.
Allerede natten til torsdag kom der PMI-tal for fremstillingssektoren i Japan, der faldt klart til det helt neutrale niveau 50,0 i den foreløbige opgørelse for januar.
I den europæiske omgang var der også overraskende fald i især Tyskland, hvilket trak hele eurozonen ned. Fællesindekset for eurolandenes erhverv faldt til 50,7 i januar fra 51,1 i december, hvilket er det laveste niveau i fem og et halvt år.
- De svage tal indikerer, at bruttonationalproduktet kun vokser med 0,1 pct. i kvartalet, siger økonom Chris Williams fra IHS Markit, der opgør tallene.
Sidst på eftermiddagen - klokken 15.45 - er det amerikanernes tid til at lufte de seneste PMI-aflæsninger.
Inden da afsluttes januars rentemøde hos Den Europæiske Centralbank (ECB), der dog ikke ventes at justere sin pengepolitik i forbindelse med mødet.
Alligevel vil investorerne holde godt øje med meldingerne, der også indeholder centralbankens seneste prognose for væksten og inflationen i eurozonen, hvilket kan give indikationer om den fremtidige pengepolitiske kurs.
- Vi vurderer, at fokus på rentemødet vil være på Draghis (centralbankchef Mario Draghi, red.) beskrivelse af den økonomiske vækst i eurozonen. Vi vurderer, at Draghi ser mindre lyst på vækstudsigterne som følge af vækstopbremsning i Kina og aftagende tillidsindikatorer, skriver Mathias Rømer Sproegel, der er makroanalytiker hos Sydbank, i en morgenkommentar.
- Vi venter dog, at ECB foreløbig vil fastholde, at den første renteforhøjelse forventes ”efter sommeren 2019.” Bekymrede toner fra Draghi over vækstudsigterne kan dog få investorerne til at udskyde deres forventninger til den første renteforhøjelse fra ECB, som investorerne i øjeblikket forventer et stykke inde i 2020. Det kan svække euro og give rentefald, uddyber han.
/ritzau/FINANS