Tirsdagens obligationer: Renterne faldt en smule trods grønne aktier
De danske statsrenter afspejlede tirsdag ikke rigtigt den relativt positive stemning, der prægede aktiemarkedet.
Efter også at have ligget lavere meget af dagen sluttede renten på den toneangivende danske statsobligation med udløb i november 2027 1 basispoint lavere i 0,13 pct.
Dermed gik det danske obligationsmarked også lidt mod tendensen i det øvrige Europa, hvor der var marginale rentestigninger at finde de fleste steder, mens aktierne også gik i vejret.
Fokus tirsdag var blandt andet på en stribe afstemninger i det britiske parlament omkring eventuelle ændringer til den brexit-aftale, som premierminister Theresa May har fået på plads med EU, men senere nedstemt på den hjemlige scene.
Afstemningerne var dog endnu ikke afsluttet ved dansk lukketid.
Fra nøgletalsfronten var der ingen større begivenheder, idet eneste større tal var en opgørelse af forbrugertilliden i USA i januar, der skuffede klart i forhold til forventningerne.
Derudover er der et mindre hav af amerikanske nøgletal, som står til offentliggørelse i løbet af de kommende dage, efter at nedlukningen af dele af statsapparatet har udskudt opgørelserne.
Nedlukningen er nu - i hvert fald for en periode - afsluttet, men endnu er de fleste af offentliggørelserne dog ikke præcist fastlagt.
/ritzau/FINANS