Obligationer/middag: Små udsving op til rentemøde i USA
De danske obligationsrenter træder vande onsdag middag, mens investorerne venter på nyt fra aftenens rentemøde i den amerikanske centralbank. Desuden indleder USA og Kina forhandlinger om en løsning på de to landes langvarige handelskonflikt.
Renten på den tiårige danske statsobligation ligger ved 12-tiden uændret i 0,13 pct. I løbet af formiddagen var renten nede i 0,12 pct. og tangerede det laveste lukkeniveau for statspapiret og det laveste tiårige renteniveau siden 2016.
Fra den makroøkonomiske front er der kommet tysk forbrugertillidsmåling. Statistikken, der udarbejdes af GfK, viste en stigning til 10,8 i februar fra 10,5 i januar. Økonomer havde ventet et fald til 10,3 ifølge Bloomberg News.
Der er desuden kommet aktivitetsindeks fra eurozonen, og her var overordnet set tale om lidt skuffende tal. Den samlede økonomiske tillidsindikator fra eurozonen faldt til 106,2 i januar fra 107,4 i december. Analytikere havde ifølge Bloomberg News ventet et fald, men kun til 106,8.
I USA offentliggøres klokken 14.15 den private beskæftigelsesrapport fra ADP. Den ventes at vise en stigning i beskæftigelsen på 181.000 i januar, viser data fra Bloomberg.
Der kommer desuden tal for det igangværende boligsalg, og efter dansk børslukning rundes dagen af med afslutningen af mødet i den amerikanske centralbank, hvor økonomerne ifølge Bloomberg News ikke regner med nogen ændringer i de ledende renter.
- Vi - og markederne - forventer, at Fed fastholder renten. Fokus vil dermed være på, hvad Fed kommunikerer, og vi venter, at de vil fokusere på, at de har tålmodighed, samt at de vil kigge nøje på nøgletallene.
- Hvis markedets frygt for en afmatning i økonomien er korrekt, vil Fed nok ikke hæve renten mere. Hvis væksten derimod er som Fed forventer, så vil Fed nok forhøje renten to gange i år samt en gang næste år, skriver Nordea i en kommentar.
/ritzau/FINANS