Obligationer/åbning: Renterne hives længere ned efter Fed-møde
Renterne på statsobligationer falder i det meste af Europa, inklusive Danmark, torsdag morgen oven på meldingerne fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, onsdag aften.
Centralbanken fastholdt den ledende rente, men fjernede i sin rentemelding formuleringen om "nogle yderligere forhøjelser" af renten og erstattede den med en "tålmodig" holdning.
Desuden åbnede Federal Reserve for, at den kan justere på sin plan for at nedbringe sin balance, det vil sige sin obligationsportefølje, hvis det bliver nødvendigt. Og med den melding ses sandsynligheden for en renteforhøjelse til marts, hvilket flere ellers havde ventet, reduceret, og eventuelle stramninger i pengepolitikken ligger nu længere ude i fremtiden.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med godt 2 basispoint til 2,69 pct. onsdag, og torsdag morgen handles den til en rente på 2,67 pct. på markedet i Tokyo - 6 basispoint lavere end ved dansk lukketid.
Herhjemme tangerede renten på den nuværende toneangivende statsobligation sit laveste lukkeniveau nogensinde. Slutfacit for papiret blev 0,12 pct. - et fald på 1 basispoint fra tirsdag - men torsdag morgen byder på nye fald til i underkanten af 0,10 pct.
Dagens vigtigste begivenhed bliver nyt om den økonomiske vækst i fjerde kvartal 2018 for eurozonen.
- Vores foreløbig skøn på BNP-væksten i Tyskland i fjerde kvartal sidste år er på omkring 0,2 pct., hvilket formentlig også vil være tempoet for hele eurozonen. Der er dog store spørgsmålstegn omkring væksttempoet i Frankrig og Italien. Frankrig kæmpede med voldsomme optøjer fra "De Gule Veste", mens Italien lå i budgetkrig med EU. Skrumper europæisk økonomi i fjerde kvartal, kan det give skvulp på de finansielle markeder med rentefald og en svækket euroen, skriver Sydbanks makroanalytiker, Mathias Rømer Sproegel, i en kommentar til dagens udvikling på rentemarkedet.
Der kommer også opgørelser over arbejdsløsheden i Tyskland og eurozonen i løbet af formiddagen, mens eftermiddagen byder på en mindre buket nøgletal fra USA - blandt andet nytilmeldte ledige.
/ritzau/FINANS