Torsdagens obligationer: Tysk detailsalg og Fed-melding gav rentefald
Renterne på statsobligationer faldt torsdag i det meste af Europa, og det gjaldt også i Danmark.
Meldingerne fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, onsdag aften var den primære forklaring sammen med skuffende tyske detailsalg torsdag morgen.
Onsdag tangerede renten på den nuværende toneangivende statsobligation sit laveste lukkeniveau nogensinde, men torsdag nåede den en ny bund, da renten lukkede lige over 0,08 pct. - 4 basispoint lavere end onsdag.
Den amerikanske centralbank fastholdt helt som ventet den ledende rente, men fjernede i sin rentemelding formuleringen om "nogle yderligere forhøjelser" af renten og erstattede den med en "tålmodig" holdning.
Desuden åbnede centralbanken for, at den kan justere sin plan for at nedbringe balancen, hvis det bliver nødvendigt. Og med den melding ses sandsynligheden for en renteforhøjelse til marts, hvilket flere ellers havde ventet, reduceret, og eventuelle stramninger i pengepolitikken ligger nu længere ude i fremtiden.
Torsdag morgen kom der skuffende nyt for det tyske detailsalg for december. Det faldt overraskende meget - 4,3 pct. på månedsbasis mod ventet ifølge Bloomberg News et fald på 0,6 pct.
Tal for arbejdsløshed og vækst i eurozonen var derimod som ventet, og buketten af amerikanske nøgletal var samlet set kun en spids til den svage siden.
Mest skuffende var indkøbschefernes aktivitetsindeks i Chicago-regionen. Det udviklede sig med et indeks på 56,7 voldsomt dårligere end ventet i januar - og til det laveste niveau siden januar 2017.
Markedet havde ifølge Bloomberg News ventet et fald til indeks 61,5 fra 63,8 i december.
Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk
/ritzau/FINANS