Obligationer/middag: Lille rentestigning fastholdes forud for ECB-møde
De store udsving udebliver på det danske obligationsmarked onsdag ved middagstid, hvor investorerne må se langt efter stemningspåvirkende nøgletal.
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation fastholder dagens indledende stigning på 1 basispoint til minus 0,25 pct.
Tirsdag lukkede det danske obligationsmarked med rentefald efter en dag præget af negativ stemning fra Asien som følge af bekymringer for coronavirussets udbredelse.
Onsdag er der dog kommet mere lettelse i markederne, efter at Kinas præsident har lovet, at bekæmpelsen af virusset har højeste prioritet.
Onsdag må investorerne spejde langt efter betydningsfulde nøgletal forud for torsdagens rentemøde i Den Europæiske Centralbank (ECB).
- Rent nøgletalsmæssigt er der tale om en tynd kop te i dag. Vi får lidt nyheder fra det amerikanske boligmarked.
- Stemningen på finansmarkederne kan derimod blive dikteret af udmeldinger fra World Economic Forum-konferencen i Davos, skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er makroanalytiker i Sydbank, onsdag morgen i en kommentar.
Investorerne får dog alligevel lidt nyt om udviklingen i de amerikanske boligpriser i november samt tal for salg af eksisterende boliger i december. Her ventes en stigning til 5,43 mio. enheder fra 5,35 mio. enheder ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
Torsdag er der derimod flere nøgletal i kalenderen, ligesom en af dagens store begivenheder bliver rentemødet i Den Europæiske Centralbank, ECB.
Økonomerne venter dog, at centralbanken endnu en gang vil fastholde renten, viser data indsamlet af Bloomberg News.
På det seneste rentemøde fastholdt ECB også helt som ventet renten, som dermed fortsat er på historisk lave minus 0,50 pct. Obligationsopkøbsprogrammet på 20 mia. euro om måneden blev også fastholdt.
Centralbankchefen, Christine Lagarde, lovede desuden på sit første pressemøde efter centralbankens rentemøde, at hun vil give centralbankens strategi et nøje gennemsyn.
/ritzau/FINANS