Renten tripper omkring udgangpunktet onsdag middag
Bevægelserne er ganske små på det danske obligationsmarked onsdag middag, hvor renten på det toneangivende tiårige statspapir er tilbage ved udgangspunktet.
Dermed bliver statsobligationen med udløb i 2025 handlet med en rente på 0,10 pct., hvilket er samme niveau som tirsdag eftermiddag. Renten var en overgang nede på 0,09 pct. i løbet af den tidlige handel.
Dermed følger det danske marked tendensen i det øvrige Europa, hvor udsvingene er meget små. I Tyskland ligger den toneangivende rente eksempelvis også fladt.
Der er ganske få nøgletal på onsdagens program, og investorer og økonomer har i stedet blikket rettet mod torsdagens rentemøde i Den Europæiske Centralbank, ECB.
Der er ikke forventninger om, at banken justerer sin pengepolitik, så der er i stedet fokus på kommentarerne fra centralbankchef Mario Draghi.
Han skal for første gang - offentligt - forholde sig til konsekvenserne af Storbritanniens forventede farvel til EU, som ifølge blandt andre Den Internationale Valutafond (IMF) kan påvirke den globale vækst negativt i år og næste år.
Tirsdag nedjusterede valutafonden sin vækstprognose, så det nu regner med en vækst 3,1 pct. i år mod tidligere 3,2 pct. For næste år lyder skønnet nu på 3,4 pct., hvor det tidligere var på 3,5 pct.
På nøgletalsfronten var den danske forbrugertillid lavere end ventet i juli. Overordnet faldt forbrugertilliden til 3,1 fra 4,4 måneden før, viser en opgørelse fra Danmarks Statistik. Ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg havde økonomerne i snit ventet en indeksværdi på 4,0
Onsdag eftermiddag byder på forbrugertilliden i eurozonen, men ifølge Sydbank kommer dette tal med al sandsynlighed ikke til at påvirke udviklingen på de finansielle markeder.
Rikke Marie Dahl +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk
/ritzau/FINANS