Onsdagens obligationer: Renten endte med et lille løft
Mens investorerne rundt om i Europa var i sommerhumør og handlede ind på aktiebørserne, var der knap så stort behov for at finde sikkerhed i statsobligationerne.
De toneangivende europæiske renter endte blev derfor sendt en anelse op onsdag. Det gjaldt også herhjemme, hvor renten dog blot rokkede sig et enkelt basispoint i forhold til tirsdagens lukkeniveau.
Dermed blev statsobligationen med udløb i 2025 handlet med en rente på 0,11 pct. Renten var dog en overgang nede på 0,09 pct. i løbet af onsdagens tidlige handel.
Der var ganske få nøgletal på onsdagens program, og investorer og økonomer havde i stedet blikket rettet mod torsdagens rentemøde i Den Europæiske Centralbank, ECB.
Der er ikke forventninger om, at banken justerer sin pengepolitik, så der er i stedet fokus på kommentarerne fra centralbankchef Mario Draghi.
Han skal for første gang - offentligt - forholde sig til konsekvenserne af Storbritanniens forventede farvel til EU, som ifølge blandt andre Den Internationale Valutafond (IMF) kan påvirke den globale vækst negativt i år og næste år.
På nøgletalsfronten var den danske forbrugertillid lavere end ventet i juli. Overordnet faldt forbrugertilliden til 3,1 fra 4,4 måneden før, viser en opgørelse fra Danmarks Statistik. Ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg havde økonomerne i snit ventet en indeksværdi på 4,0
Herefter fulgte forbrugertilliden i eurozonen. Den foreløbige opgørelse landede på minus 7,9 mod en ventet værdi på minus 8,0.
/ritzau/FINANS
/ritzau/FINANS