Obligationer/middag: Renten dykker fortsat trods gode nøgletal
De danske statsobligationer fastholder morgenens rentefald i middagens handel torsdag, hvor en byge af europæiske nøgletal kom bedre ud end ventet.
Omkring klokken 12.00 bliver den tiårige danske statsobligation handlet med en rente på lidt over 0,04 pct., hvilket er omkring 3 basispoint lavere end onsdag, hvor statspapiret sluttede med en rente på 0,07 pct.
Onsdag aften tog den amerikanske rente ligeledes et dyk, efter at landets centralbank, Federal Reserve, som ventet fastholdt sin toneangivende rente på 0,25-0,50 pct. Men i de ledsagende kommentarer blev der fortsat åbnet op for, at renten kan blive hævet senere i år.
Det skete med positive ord om den økonomiske udvikling, hvor banken ikke ser helt så mange negative risici som tidligere, og hvor konsekvenserne af det ventede britiske farvel til EU blev nedtonet.
- Desværre må vi vente indtil mødereferatet eller fremtidige Fed-taler for at fastslå, hvad der præcis menes, men med udtalelsen holder de døren på klem for, at de kan komme (med en renteforhøjelse, red.) allerede til næste møde i september, skriver senioranalytiker Mikael Olai Milhøj fra Danske Bank i en kommentar.
- Vores hovedforventning er stadig, at de (Federal Reserve, red.) vil holde renten uændret i år, men med statementet skal man ikke udelukke, at de snart hugger til, fortsætter Danske Banks senioranalytiker.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation ligger torsdag middag på 1,50 pct. Det er knap 4 basispoint lavere end ved dansk børslukketid onsdag.
I løbet af formiddagen er flere europæiske nøgletal strømmet ud i markedet. Fra Tyskland viste et nøgletal, at arbejdsløsheden har udviklet sig bedre i juli, end analytikerne havde ventet, da antallet af arbejdsløse faldt med 7000. Ifølge Bloomberg var der ventet et fald på 4000.
Det danske konjunkturbarometer udviklede sig omvendt svagt i juli, hvor den sammensatte konjunkturindikator kom ud på minus 5 mod minus 1 i juni, viser tal fra Danmarks Statistik.
Stemningen i bygge- og anlægssektoren stagnerede på minus 9 i juli efter et lille fald i juni, temperaturen i den beskæftigelsestunge og hjemmemarkedsorienterede servicesektor kølnede af, mens humøret i detailhandlen faldt en del tilbage i juli.
Efterfølgende kom der en række nøgletal fra eurozonen. Den samlede økonomiske tillidsindikator steg overraskende til 104,6 i juli fra 104,4 måneder før. Til sammenligning havde økonomerne ventet en tilbagegang til 103,5, viser estimater indsamlet af Bloomberg.
Både industritilliden og servicetilliden steg, mens økonomerne havde ventet et fald. Samtidig var indikatoren for forretningsklimaet bedre end ventet. Forbrugertilliden endte i den endelige opgørelse på samme niveau som i den foreløbige, hvilket var helt som ventet blandt økonomerne.
Senere torsdag kommer der desuden tal de tyske forbrugerpriser og for nytilmeldte ledige og fortsat ledige fra USA.
Ritzau Finans