- Opdateret 03/08/2016 kl. 17:35
Rentestille onsdag op til makronyt
Onsdag var en rentestabil og stille handelsdag på det danske obligationsmarked. Renten lå stort set stille både i Danmark og de lande vi sammenligner os med ude i Europa. Markedet var lidt afventende op til meldinger fra Bank of England torsdag og den amerikanske jobrapport fredag.
Detailsalgstal og endelige PMI-tal fra Eurozonen rykkede ikke ved det billede onsdag formiddag, selv om detailsalget skuffede lidt. Dagens buket af nøgletal fra USA var også til den lidt svage side - bortset fra ADP-beskæftigelsen, men heller ikke de tal kunne rykke renterne nævneværdigt.
Den toneangivende danske rente endte onsdag i 0,10 pct. - uændret fra tirsdag - hvor renten steg 7 basispoint. Renten bevægede sig kun i intervallet fra 0,10-0,11 pct.- en sjældent set stabilitet.
Den endelige opgørelse fra Markit af PMI samlet og for serviceindustrien i Eurozonen var bedre end ventet. Service PMI blev rykket op til 52,9 mod ventet og tidligere rapporteret 52,7, og den samlede PMI blev rykket op til 53,2 mod ventet 52,9, som også den første opgørelse viste.
Detailsalget i Eurozonen for juni, der blev offentliggjort klokken 11 steg 1,6 pct. på årsbasis mod ventet 1,8 pct. I maj steg det også 1,6 pct.
Den amerikanske beskæftigelsesrapport ADP for juli landede først på eftermiddagen. Markedet ventede 170.000 nye job i ADP-rapporten ifølge Bloomberg mod 172.000 i juni, men fik 179.000 og en oprevidering til 176.000 af juni-tallet.
Et andet småtungt amerikansk nøgletal den endelige opgørelse af de amerikanske indkøbschefers aktivitetsindeks, PMI, landede senere. For service kom det ind lidt højere end ventet, mens det samlede indeks inklusive fremstillingsindustrien steg fra 51,5 til 51,8. Til slut leverede amerikanerne den officeille måling af indkøbschefernes forventninger i serviceindustrien, ISM. Det viste et fald til 55,5 fra 56,5 i juni mod en forventning om 55,9.
Ritzau Finans
/ritzau/FINANS