Renten tager et skridt frem på stille dag
Der er rentehop fra start i mandagens handel med statsobligationer, hvilket dermed fortsætter udviklingen fra i fredags, hvor der på samme vis var stigende renter herhjemme.
Kort efter markedsåbning mandag morgen bliver den toneangivende tiårige danske statsobligation handlet med en rente på 0,07 pct., hvilket er 1 basispoint højere end fredagens lukkeniveau, som desuden var 2 basispoint højere end torsdagens slutniveau.
Mandagens rentehop på det danske obligationsmarked er især båret af den seneste jobrapport fra USA, der overraskede meget positivt fredag. Det kan ifølge flere økonomer betyde, at den amerikanske centralbank - også kaldet Federal Reserve - vil være mere tilbøjelig til at give grønt lys for en renteforhøjelse senere på året.
Fredagens jobrapport, der dækkede over juli, sendte efterfølgende de amerikanske statsrenter opad, og mandag morgen bliver den toneangivende amerikanske tiårige T-bond handlet med en rente på 1,59 pct., hvilket er lige niveauet fra i fredags, som til gengæld også var 9 basispoint højere end lukkeniveauet torsdag.
På makrosiden er der ikke meget at forholde sig til i mandagens handel. Ud over et sæt positivt overraskende tal for det japanske betalingsoverskud for juni, der blev præsenteret tidligt mandag morgen, har investorerne fået tal for den tyske industriproduktion i juni.
Den tyske industriproduktion steg med 0,8 pct. i forhold til måneden før. Dermed udviklede industriproduktionen sig lidt bedre end ventet, idet der ifølge Bloomberg News var ventet en produktionsfremgang i juni på 0,7 pct.
I januar 2016 toppede industriproduktionen med 3,3 pct., hvilket er det højeste niveau i statistikkens historie siden de første registreringer i 1991.
På årsbasis var der tale om en stigning på 0,5 pct. i juni, hvilket var helt som ventet i forhold til den forventede fremgang på 0,5 pct. ifølge Bloombergs estimat.
Ritzau Finans