Obligationer/middag: Renten nærmer sig udgangspunktet
Den toneangivende rente på det danske obligationsmarked kryber op i nærheden af mandagens lukkeniveau igen.
Den tiårige danske statsobligation med udløb i 2015 bliver tirsdag handlet med et rente på 0,06 pct. Det er 1 basispoint lavere end mandag klokken 17, men 1 basispoint højere end ved åbningen.
Der er samtidig en lignende tendens i Tyskland, hvor renten er trykket med et par basispoint.
Den amerikanske rente har også en let vigende tendens i Asien efter rentestigningen i kølvandet af den positive jobrapport fredag, som satte gang i spekulationer om, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, vil stramme sin pengepolitik i år.
Seniorøkonom Janu Chan ved St. George Bank mener dog, at øvrige centralbankers lempelser vil betyde fortsat lave renter på obligationsmarkederne.
- Fortsatte pengepolitiske stimuli globalt set vil lægge låg på renterne og ser ud til at tilsidesætte indflydelse fra Fed-rentestigninger, som sker meget langsomt, siger hun til Bloomberg News.
Fra morgenstunden var der negative data fra Kina med fortsat faldende forbruger- og producentpriser, mens den tyske eksport steg mindre end ventet. De skuffende data lagde en underliggende negativ stemning i de globale rentemarkeder.
Det er småt med væsentlige økonomiske nøgletal fra såvel Europa som fra USA først på ugen, og det gælder også tirsdag. Fra den anden side af Atlanten kommer erhvervstillidsindekset for små virksomheder for juli samt data for engroslagrene.
Først fredag kommer der lidt tungere data i form af BNP-væksten i eurozonen og detailsalget i USA som de vigtigste.
Ritzau Finans