Renten kryber væk fra nullet
Renten på den tiårige danske statsobligation kravler torsdag middag adstadigt væk fra nullet.
I løbet af formiddagen har renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation sneget sig op i 0,02 pct., hvilket er 1 basispoint højere end onsdagens lukkeniveau, som altså blot var et mulehår fra nullet.
Set i et bredere perspektiv er de danske statsobligationer for tiden relativt billige, og derfor går investorerne på opkøb på det danske rentemarked.
- Rentespændet i forhold til Tyskland er kørt kraftigt ind her på det seneste. Og det, tror vi, kommer til at fortsætte. Det virker som om, at markedet har fået appetit på Danmark og gerne vil have det ekstra ”pick up”, der ligger i Danmark i forhold til Tyskland, siger Jan Størup Nielsen, chefanalytiker i Nordea, til Ritzau Finans.
Tyskland er som Europas økonomiske vækstmotor benchmark for det europæiske rentemarked.
- Det er hele tiden en kamp mellem likviditet og kredit. Og der er ikke nogen, der stiller spørgsmål ved Danmarks kreditværdighed. Tidligere på året har der været fokus på, at det danske marked måske ikke var så likvidt. Men det virker som om, det er vendt rundt nu, vurderer Jan Størup Nielsen.
Sammenlagt medfører det altså de danske obligationer ekstremt eftertragtede, og Jan Størup Nielsen tør da heller ikke udelukke, at den ledende danske rente kommer i minus i den nærmeste fremtid.
Men selv om den for tiden er meget lav, er der dog stadig et lille stykke ned til det laveste niveau nogensinde, der blev nået i løbet af morgenstunden 6. juli, hvor renten var nede i minus 0,01 pct.
Nøgletalskalenderen er ikke omfattende torsdag, hvor fokus vil rette sig mod USA og antallet af nytilmeldte ledige, der er steget to uger i træk. Antallet af nytilmeldte ledige ligger dog på et niveau, der antyder en robust udvikling på arbejdsmarkedet, påpeger Sydbank i en kommentar til torsdagens udvikling på det danske obligationsmarked.
- Som gennemsnit venter investorer, at Jobless Claims - antallet af nytilmeldte ledige - vil falde til 265.000 fra 269.000 i forrige uge. Stiger Jobless Claims igen kan det udløse mindre rentefald, og så kan det svække dollaren, skriver banken.
Ritzau Finans