Renten kravler langsomt højere mandag morgen
Marginale rentestigninger har gjort sit indtog på det danske obligationsmarked mandag morgen, hvor der korrigeres for mindre rentestigninger i USA.
De amerikanske renter faldt fredag efter skuffende detailsalgstal for juli, men en del af rentefaldet gik i sig selv igen efter dansk børslukketid fredag.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske T-bond ligger mandag morgen på 1,50 pct., hvilket er knap 2 basispoint højere end niveauet, da de danske handlere slukkede for skærmene fredag.
Herhjemme er renten på den tiårige danske rente åbnet 1 basispoint højere end fredag i 0,03 pct. Dermed ligger den tiårige danske rente stadig bare 2 basispoint fra det laveste lukkeniveau nogensinde, der blev nået onsdag i sidste uge.
Mandagens nøgletalskalender er ret tynd.
Der offentliggøres erhvervstillidsindikator fra New York-regionen klokken 14.30 og lidt senere klokken 16 offentliggøres NAHB's boligindeks, der tager temperaturen på stemningen blandt byggeriets aktører.
NAHB-indekset ventes at være steget til 60 fra 59, men vil næppe påvirke rentemarkedet med mindre det afviger markant fra forventningerne, vurderer Sydbank.
Ritzau Finans