Obligationer/middag: Investorerne afventer Fed-referat
Det er stadigvæk den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der bestemmer retningen på det internationale obligationsmarked, hvor der igen er pustet til gløderne under spekulationerne om bankens plan for en højere amerikansk rente.
Ved middagstid onsdag er investorerne afventende, da referatet fra bankens seneste pengepolitiske møde i juli bliver offentliggjort senere på dagen.
Og det kan give et praj om, hvor hurtigt - og hvornår - centralbanken har tænkt sig at sætte gang i de rentestigninger, som der er blevet raslet med i det seneste måneder.
Referatet offentliggøres dog først klokken 20 dansk tid - og inden da taler James Bullard, chef for Federal Reserves afdeling i St. Louis, omkring klokken 19 dansk tid.
Onsdag middag ligger renten for den tiårige toneangivende danske statsobligation i 0,08 pct., hvilket er et uændret niveau i forhold til tirsdag, hvor den steg med 4 basispoint.
Tirsdag blev de amerikanske renter ellers sendt i vejret med høj hast, da amerikanske nøgletal var lovende, og Federal Reserves næstformand, William Dudley, havde sagt, at markedet ikke indprisede nok renteforhøjelser fra centralbanken i løbet af de kommende kvartaler.
Det gav et renteløft på omkring 5-6 basispoint på få timer i USA. Men effekten aftog dog allerede i morgentimerne, og onsdag middag handles den tiårige T-bond i 1,58 pct., hvilket var niveauet ved dansk lukketid tirsdag.
/ritzau/FINANS