Renten kravler lidt op efter morgendukkert
Det danske obligationsmarked åbnede torsdag morgen med et dyk og fulgte dermed i slipstrømmen på den amerikanske af slagsen, der onsdag sank efter offentliggørelsen af referatet fra det seneste rentemøde i den amerikanske centralbank.
I løbet af formiddagen har renten herhjemme dog taget et svømmetag op oven på morgenens dukkert.
Den ledende tiårige danske statsobligation ligger middag med en rente på 0,04 pct., hvilket er 2 basispoint lavere end onsdagens lukkeniveau og 1 basispoint over niveauet ved dagens handelsstart.
Mødereferatet fra den amerikanske centralbank, Fed, bliver af markedets aktører generelt set som tegn på, at den ledende amerikanske rente vil forblive lav i en rum tid frem. Referatet fra centralbankens rentemøde i juli afslørede uenighed blandt medlemmerne af centralbankens pengepolitiske komité om, hvornår det er en god idé at justere renten.
- Der var godt nok enighed om, at økonomien klarede sig bedre, og at de kortsigtede risici var reduceret. Men mens nogle Fed-folk mente, at grundlaget for en snarlig renteforhøjelse allerede var til stede i juli, var holdningen hos andre, at der var behov for mere information, fremhæver chefanalytiker Tina Winther Frandsen fra Jyske Bank i en analyse.
Data fra Bloomberg viser, at markedet nu indpriser en 22 pct. stor sandsunlighed for, at centralbanken hæver renten til september, en tilsvarende stor sandsynlighed i november og en 48,5 pct. stor sandsynlighed for, at det sker i december. Det er samlet en spids under markedsforventningerne umiddelbart inden offentliggørelsen af referatet.
Fra nøgletalsfronten kom der i løbet af formiddagen overraskende nyt fra Storbritannien. Detailsalget i kongedømmet steg nemlig med 1,4 pct. på månedsbasis i juli - måneden efter brexit-afstemningen - mod ventet 0,1 pct. På årsbasis blev stigningen 5,9 pct. mod ventet 4,2 pct. ifølge data indsamlet af Bloomberg.
Lidt efter fulgte der en endelig opgørelse over de europæiske forbrugerpriser, som udviklede sig fuldstændigt som ventet.
Ud på eftermiddagen kommer der fra den anden side af Atlanten statistik for nytilmeldte ledige samt Philadelphia Fed-indekset og de ledende indikatorer, der består af en række forskellige komponenter såsom ordreindgang, byggetilladelser og ugentlig arbejdstid. Her venter økonomerne den største udvikling i Fed-indekset, som de ifølge data indsamlet af Bloomberg ser stige fra minus 2,9 i juli til plus 2,0 i august.
Ritzau Finans