Obligationerne fredag morgen: Dødvande efter rentefald torsdag
Der er så godt som helt stille på det danske obligationsmarked fra starten fredag, hvor renten ikke rører sig ud af flækken.
Torsdag lukkede den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme med en rente på 0,03 pct. - 3 basispoint lavere end onsdagens lukkeniveau, og det niveau holdes der fat i fredag morgen. Sidste fredag sluttede renten i 0,02 pct.
I ugens løb er der kommet mødereferatet fra den amerikanske centralbanks, Federal Reserves, rentekomité. Og det blev af markedets aktører onsdag aften og torsdag morgen generelt set som tegn på, at den ledende amerikanske rente vil forblive lav i en rum tid frem.
Referatet af det pengepolitiske møde i juli viste dog en stærkt splittelse i renteudvalget, Federal Open Marked Committee (FOMC). Og nu ser markedet frem mod, at centralbankens topchef, Janet Yellen, i næste uge taler i Jackson Hole i Wyoming på det årlige møde for centralbankchefer fra hele verden.
Fredag er der ikke meget at tage bestik af for handlerne, hvis de skeler til nøgletalskalenderen. Det eneste større på dagen er de tyske producentpriser, der allerede er offentliggjort fra morgenstunden.
Og priserne udviklede sig lidt bedre end ventet ved at stige med 0,2 pct. i juli sammenlignet med juni, mens priserne faldt med 2,0 pct., når man sammenligner med juli sidste år.
Økonomerne havde ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News ventet en stigning på 0,1 pct. på månedsbasis og et fald på 2,1 pct. på årsbasis.
Ritzau Finans