Obligationerne onsdag morgen: Som ventet stort set uændret negativ rente
Renterne åbner som ventet stort set uændret onsdag morgen i Danmark. Den samme tendens ses ude i Europa og er gældende på de amerikanske renter.
Renten på den toneangivende amerikanske T-bond ligger onsdag morgen i underkanten af 1,55 pct., hvilket også var niveauet ved dansk lukketid tirsdag.
Den tiårige danske rente åbner onsdag lidt mere negativt, da den handles i minus 0,007 pct. mod minus 0,005 pct. tirsdag. Ude i Europa er bevægelserne også beskedne.
Der ventes ikke de store bevægelser i rentemarkederne frem mod udmeldingen fra den amerikanske centralbankchef Janet Yellen fredag på hendes tale til kollegerne fra alverdens centralbanker på det årlige møde i Jackson Hole i USA.
Janet Yellens tale er stærkt imødeset efter de mange og til tider modstridende meldinger om det fremtidige renteniveau fra Federal Reserves topfolk over de seneste par uger.
Det er småt med nøgletal.
Den endelige opgørelse over væksten i Tyskland i andet kvartal kom ind som ventet kl. 8.00.
I eftermiddagens løb kommer der tal for boligpriserne i USA i andet kvartal - i første kvartal steg de 1,3 pct.
Der kommer også tal for salg af eksisterende boliger i juli. De ventes at vise 5,51 mio. enheder på annualiseret basis mod 5,57 mio. enheder i juni. Det svarer til et fald på 1,1 pct. efter en stigning på 1,1 pct. måneden før.
Ritzau Finans