Valuta: Pundet holder fast i ugens vinderkurs
Det britiske pund har fredag eftermiddag kurs mod den første uge med medvind siden midten af juli.
De seneste økonomiske statistikker fra august har vist overraskende stærkt momentum i den britiske økonomi, der ellers var spået en nedgangsperiode efter brexit-afstemningen i juni. Senest fredag har en måling af forbrugertilliden fra Yougov og Centre of Economics and Business Research vist den største fremgang på en enkelt måned i tre år, skriver Bloomberg. Indekset steg til 109,8 fra 106,6 i juli, hvor indekset dog nåede det laveste niveau i tre år.
Det er dog ikke bare forbrugertilliden, der har overrasket positivt. Også de seneste tal for detailsalget og arbejdsløsheden har artet sig bedre, end økonomer havde forudset.
En euro ligger fredag i 0,8550 pund mod 0,8552 pund torsdag og 0,8675 pund fredag i sidste uge. Over ugen er pundet steget 13 øre til 8,7080 kr.
I det store hovedkryds mellem dollar og euro er der fredag ikke større bevægelse, men der kan meget vel komme det i eftermiddag, når chefen for den amerikanske centralbank, Janet Yellen, taler ved centralbankchefernes årlige møde i Jackson Hole, Wyoming.
Håbet er, at Yellen kan skabe større klarhed om de pengepolitiske udsigter efter en periode, hvor meldingerne fra centralbankens beslutningstagere har vidnet om stor intern uenighed om, hvornår det er tid til den næste renteforhøjelse.
Euro koster 1,1291 dollar mod 1,1280 dollar torsdag.
Ritzau Finans