Obligationerne mandag middag: Mindre moderation af rentestigning
Rentemarkederne har i formiddagstimerne mandag sundet sig lidt og reduceret morgenhandlens rentestigning en kende.
Ved middagstid ligger renten på den tiårige toneangivende danske statsobligation i 0,03 pct., som er 4 basispoint højere end slutniveauet fredag, men - trods alt - et basispoint lavere end åbningsniveauet mandag.
Rentestigningerne ses som efterdønningerne, efter at den amerikanske centralbanks top fredag sørgede for stigninger på det amerikanske obligationsmarked.
Først var det centralbankchefen, Janet Yellen, der i sin tale på centralbankmødet i Jackson Hole noterede, at den amerikanske økonomi nærmer sig Federal Reserves mål for beskæftigelse og inflation, samt at det styrker scenariet for en renteforhøjelse.
Og selv om Yellen samtidig påpegede, at de økonomiske udsigter er usikre, var Federal Reserves næstkommanderende, Stanley Fischer, ikke sen til at påpege, at Yellens kommentarer ikke argumenterer imod en renteforhøjelse i september.
Og hvor Yellens tale havde sendt renterne lavere, så vendte billedet 180 grader efter Fischers kommentarer.
I Europa ses rentestigninger på et par basispoint til Tyskland og Frankrig, mens status quo præger renteudviklingen i Spanien, Italien og Portugal.
Italien har mandag formiddag solgt seks-måneders statspapirer til en negativ rente på 0,236 pct. Ved en tilsvarende auktion i sidste måned var renten -0,185 pct.
Mandagens nøgletal fra USA tæller personlig indkomst og privatforbrug samt PCE-prisdeflator. Der er dog blot tale om opvarmning frem til ugens helt store begivenhed, den amerikanske jobrapport, der kan blive afgørende for, om den amerikanske centralbank finder det passende at hæve renten allerede til september.
/ritzau/FINANS