Obligationer: Vigtige nøgletal kan sætte dagsorden
Der er på obligationsmarkedet lagt op til en dag med interessante nøgletal fra såvel USA som eurozonen. Fra amerikansk side er det den private arbejdsmarkedsrapport fra ADP, der er i fokus, hvilket ikke mindst skyldes udsigten til fredagens store officielle arbejdsmarkedsrapport, der kan få stor betydning for timingen af en mulig amerikansk renteforhøjelse.
Fra eurozonen rettes dagens opmærksomhed om inflationstal for august.
Onsdag morgen bliver den toneangivende amerikanske tiårige T-bond handlet med en rente på knap 1,58 pct. på markedet i Tokyo. Det er 1 basispoint højere i forhold til ved dansk børslukning tirsdag. Den toneangivende tiårige danske rente lukkede tirsdag i minus 0,01 pct., hvilket var et ganske beskedent fald sammenlignet med mandagens lukkeniveau.
Inflationstallene fra eurozonen offentliggøres klokken 11 og ventes at vise prisstigninger på 0,3 pct. på årsbasis i august, hvilket i givet fald vil være en acceleration fra stigninger på 0,2 pct. i juli. Det viser et estimat fra Bloomberg News.
- I den kommende tid vil inflationen stige lidt mere grundet tekniske forhold, da et tidligere fald i olieprisen vil falde ud af beregningerne. Der er ikke udsigt til nogen kraftig stigning, og vi forventer, at der vil gå flere år, inden inflationen kommer op i nærheden af de 2 pct., som Den Europæiske Centralbank har som målsætning, skriver Sydbank i sin morgenberetning.
Fra USA vil der være størst opmærksomhed onsdag på ADP-rapporten, som ventes at vise en stigning i beskæftigelsen på 175.000 i august ifølge et estimat fra Bloomberg News. Udviklingen i beskæftigelsen kan blive afgørende for, hvornår den amerikanske centralbank hæver renten yderligere - som er det store fokuspunkt i øjeblikket på de finansielle markeder.
Der kommer også tal for Chicago-indkøbschefernes forventninger samt udviklingen i igangværende bolighandler. Derudover vil der blive holdt øje med udtalelser fra flere medlemmer af den amerikanske centralbank. Cheferne for Federal Reserve i henholdsvis Boston og Chicago, Eric Rosengren og Charles Evans, holder blandt andet taler klokken 9.15 ved en finansiel konference i Beijing.
/ritzau/FINANS