Obligationer/åbning: Marginale udsving før vigtige nøgletal
Det danske obligationsmarked er onsdag åbnet med marginale udsving forud for offentliggørelsen af et par interessante nøgletal fra såvel USA som eurozonen.
Fra amerikansk side er det den private arbejdsmarkedsrapport fra ADP, der er i fokus, hvilket ikke mindst skyldes udsigten til fredagens store officielle arbejdsmarkedsrapport, der kan få stor betydning for timingen af en mulig amerikansk renteforhøjelse.
Fra eurozonen rettes dagens opmærksomhed mod inflationstal for august.
Onsdag morgen bliver den toneangivende tiårige danske rente handlet tæt på 0,0 pct., efter at den tirsdag i minus 0,01 pct.
Inflationstallene fra eurozonen offentliggøres klokken 11 og ventes at vise prisstigninger på 0,3 pct. på årsbasis i august, hvilket i givet fald vil være en acceleration fra stigninger på 0,2 pct. i juli. Det viser et estimat fra Bloomberg News.
- I den kommende tid vil inflationen stige lidt mere grundet tekniske forhold, da et tidligere fald i olieprisen vil falde ud af beregningerne. Der er ikke udsigt til nogen kraftig stigning, og vi forventer, at der vil gå flere år, inden inflationen kommer op i nærheden af de 2 pct., som Den Europæiske Centralbank har som målsætning, skriver Sydbank i sin morgenberetning.
Fra USA vil der onsdag være størst opmærksomhed på ADP-rapporten, som ventes at vise en stigning i beskæftigelsen på 175.000 i august ifølge et estimat fra Bloomberg News. Udviklingen i beskæftigelsen kan blive afgørende for, hvornår den amerikanske centralbank hæver renten yderligere - som er det store fokuspunkt i øjeblikket på de finansielle markeder.
Der kommer også tal for Chicago-indkøbschefernes forventninger samt udviklingen i igangværende bolighandler. Derudover vil der blive holdt øje med udtalelser fra flere medlemmer af den amerikanske centralbank. Cheferne for Federal Reserve i henholdsvis Boston og Chicago, Eric Rosengren og Charles Evans, holder blandt andet taler klokken 9.15 ved en finansiel konference i Beijing.
Ritzau Finans