Obligationer/middag: Investorer venter på nyt fra centralbanker
Renten er kørt i venteposition forud for rentemøder i både Federal Reserve (Fed) og Bank of Japan (BoJ) i næste uge. Onsdag middag ligger renten på den toneangivende statsobligation i 0,08 pct., hvilket er 1 basispoint mere end tirsdag klokken 17, hvor renten endte uændret.
Usikkerheden fylder stadig ganske meget, efter at flere medlemmer af den amerikanske centralbanks pengepolitiske komité over den seneste uge har været i offentligheden med udtalelser om, at renten i USA formentlig snart bør hæves igen. Og det får investorerne til at frygte flere generelle stramninger af pengepolitikken, mens centralbankerne i Europa og Japan ikke leverer de lempelser, som markedet ellers havde håbet på.
Torsdag fylder finanskrisen otte år, men efterveerne af krakket i den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers mærkes stadig, påpeger Jacob Graven, der er cheføkonom i Sydbank.
- De rekordlave renter er et symptom på, at noget fortsat er galt med den globale økonomi. I et desperat forsøg på at skabe højere økonomisk vækst og presse inflationen op har mange vestlige landes centralbanker banket renterne ned til uhørt lave niveauer og sprøjtet masser af ekstra penge ud gennem opkøb af blandt andet obligationer for nye penge, skriver han i en kommentar.
- Verdensøkonomien ligger dermed fortsat i respirator. Økonomien er stabiliseret - men er helt afhængig af kunstigt åndedræt fra centralbankerne, påpeger cheføkonomen.
Fed og BoJ komme begge med rentenyt om en uge, og mens den amerikanske rente så småt peger op, så er den japanske økonomi fortsat så svag, at centralbankens "kunstige åndedræt vil fortsætte i lang tid endnu", lyder det fra Jacob Graven.
Også i eurozonen kan efterveerne af finanskrisen fortsat mærkes. Industriproduktionen i eurozonen i juli skuffede med et fald på 1,1 pct. mod økonomernes forventning om et fald på 1,0 pct. sammenlignet med juni.
Ritzau Finans