USA/T-bond: Tvivl om Fed gav vigende renter
Det amerikanske obligationsmarked fortsatte den ujævne udvikling onsdag, hvor det igen var centralbankernes pengepolitik, der styrede markedsudviklingen.
Fald i de europæiske renter smittede af i USA, hvor handlerne fulgte i de europæiske fodspor med rentefald over hele kurven til følge.
Den toneangivende tiårige amerikanske T-bond lukkede onsdag med en rente på 1,70 pct. efter et fald på 3 basispoint.
Samtidig med at de europæiske renter veg, steg tvivlen om, hvorvidt Federal Reserve vil ændre på de amerikanske renter foreløbigt og derved ændre balancen mellem de to store regioner, og måske fremprovokere uønskede kapitalbevægelser og især en ny ubalance mellem dollar og euro.
- Rentekurvens konsekvente hældning indikerer langt mere end renterne, at alle markedsdeltagerne tror, at Federal Reserve vil afholde sig fra ændringer for evigt, pointerer rentestrateg Aaron Kohli fra BMO Capital Markets i New York til Bloomberg News.
Investorernes holdning er dermed ikke ændret af den amerikanske centralbanks mange advarsler om, at markedet ikke indpriser renteforventningerne tilstrækkeligt, og at det er nødvendigt at øge den amerikanske rente inden for overskuelig fremtid.
Federal Reserve holder pengepolitisk møde 20.-21. september.
Torsdag morgen handles de amerikanske statsobligationer med en rente i underkanten af 1,71 pct. på markedet i Tokyo. Niveauet er 1 basispoint højere, end da de danske handlere lukkede bøgerne onsdag eftermiddag klokken 17.
Der var ingen amerikanske nøgletal af betydning onsdag ud over importpriser, men torsdag geares datastrømmen gevaldigt op med det vigtige detailsalg, Philadelphia Fed-indekset, producentpriser, Empire Manufacturing, industriproduktion og kapacitetsudnyttelse, forretningslagre samt de ugentlige tal for nytilmeldte ledige.
Fredag offentliggøres der en statistik over udviklingen i forbrugerpriserne og University of Michigans tillidsindeks.
Ritzau Finans