Obligationer/middag: Rentefald forud for rentemøder
Mange investorer har tydeligvis indtaget en vent og se-position forud for morgendagens rentemøder i Japan og USA, hvilket afspejler sig i yderst marginale udsving på de europæiske obligationsmarkeder tirsdag.
Herhjemme ligger renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation ved 12-tiden i 0,04 pct. efter et fald på 1 basispoint i forhold til slutniveauet mandag, hvor udsvingene også var meget begrænsede.
Dagen byder ikke på væsentlige makroøkonomiske begivenheder hverken i Danmark, Europa eller i USA. Fra USA kommer der et par sekundære nøgletal i form af tal for påbegyndt boligbyggeri og byggetilladelser. Imens har investorerne rettet sin fokus på morgendagens afslutning af det pengepolitiske møde i Federal Reserve.
Her vil forbundsbanken offentliggøre den længe imødesete rentebeslutning onsdag aften klokken 20.00 dansk tid. Samtidig fremlægges bankens nye prognoser for den økonomiske udvikling, hvilket vil give indikationer om fremtidige træk fra rentekomitéens, Federal Open Market Committees, side.
En joker i det samlede billede kan dog være den japanske centralbank, Bank of Japan, der onsdag også holder pengepolitisk møde, og allerede onsdag morgen har resultatet af renteudvalgets overvejelser klar. Ender det med, at man vælger at udvide de i forvejen enorme lempelser i Japan, kan det give anledning til bølgegang i de globale finansielle markeder og samtidig øge nervøsiteten i forhold til en eventuel renteforhøjelse hos Federal Reserve.
Futuremarkedet indikerer en sandsynlighed på 20 pct. for en renteforhøjelse i USA onsdag, mens der skønnes af være 54 pct. sandsynlighed for en renteforhøjelse i december.
Ritzau Finans