Tirsdagens obligationer: Små rentefald op til rentemeldinger
Renterne på de europæiske obligationsmarkeder faldt lidt tilbage tirsdag forud for onsdagens rentemøde i USA, hvor markedet - ud for prissætningen på det amerikanske obligationsmarked - ser 22 pct. sandsynlighed for, at Federal Reserve kommer med sin anden renteforhøjelse siden december.
De fleste venter dog, at Fed vil vente med at hæve renten til mødet i december, og derfor kan en renteforhøjelse allerede onsdag komme til at give store dønninger på finansmarkederne.
- Hvis Fed overrasker og hæver renten med det samme, vil obligationsrenterne kloden rundt blive presset op, mens aktiekurserne sandsynligvis vil falde, og dollaren bliver styrket. Det afspejler, at USA er verdens største økonomi og verdens største finansielle marked. Bølgerne fra en overraskende renteændring i USA vil derfor hurtigt ramme kloden rundt, skriver cheføkonom Jacob Graven fra Sydbank.
Bank of Japan holder også rentemøde onsdag, og udfaldet af det kan også komme til at sætte dagsorden, hvis banken udvider de i forvejen enorme lempelser i Japan og ændrer i sit enorme program for opkøb af forskellige typer af værdipapirer.
Fra USA kom der tirsdag et par sekundære nøgletal i form af tal for påbegyndt boligbyggeri og byggetilladelser. Begge nøgletal, der dækkede udviklingen i august, skuffede i forhold til analytikernes forventninger.
Herhjemme endte renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation tirsdag i 0,04 pct. efter et fald på 1 basispoint i forhold til slutniveauet mandag.
/ritzau/FINANS