Fredagens obligationer: Et lille skridt op igen for renten
Efter en uge i rentefaldenes tegn, ikke mindst torsdag, blev de toneangivende europæiske renter handlet en anelse opad fredag.
Torsdag blev de store rentefald udløst af, at ledelsen i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, udskød udsigterne for næste renteforhøjelse. Den melding satte til gengæld gang i spekulation om, at eurozonens tilsvarende bankorgan, Den Europæiske Centralbank, må løsne sin pengepolitik yderligere.
Men fredag var der ikke mere gas i tanken, og mange steder blev der hevet gevinster hjem i de stigende obligationskurser. De trodsede endda en serie skuffende nøgletal fra PMI-indeksene, som måske under andre forhold havde givet rentefald.
Den toneangivende danske rente steg et enkelt basispoint til minus 0,01 pct. efter et dyk på 8 basispoint torsdag. I Tyskland endte den tiårige rente i minus 0,08 pct., også et basispoint højere end torsdag eftermiddag.
Også PMI-tal for USA's industri i september var en anelse skuffende.
Fredag aften var der lagt op til nye mulighed for investorerne for at tolke mere om, hvornår næste renteforhøjelse kommer. Loretta Mester, Patrick Harker, Dennis Lockhart, som er chefer for den amerikanske centralbanks lokalafdelinger i henholdsvis Cleveland, Philadelphia og Atlanta, taler nemlig ved en konference i Philadelphia.
/ritzau/FINANS