Fuldstændig rentero på flad onsdag
Der er så godt som fuldstændig dødvande på det danske obligationsmarked fra starten af onsdagens handel, hvor de fastforrentede papirer falder i baggrunden for aktiviteterne på aktiemarkedet, hvor regnskaberne vælter ind.
Derfor er der også flest penge i omløb blandt aktierne og mere begrænset aktivitet hos statspapirerne, hvor udsvingene dermed kan forblive små dagen igennem.
Sådan var det i hvert fald også på det amerikanske obligationsmarked tirsdag, og onsdag morgen er renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation stort set uændret sammenlignet med dansk lukketid tirsdag.
Samtidig er der heller ikke mange nøgletal at hente retning fra i løbet af onsdagen, og derfor handles renten på den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme også uændret i 0,13 pct. efter omkring en time onsdag.
Dagens væsentligste nøgletal er fra USA og omhandler udviklingen i indkøbschefernes syn på udviklingen i servicesektoren.
Det såkaldte PMI Service ventes blandt økonomerne at stige til 52,5 i oktober fra 52,3 måneden før, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.
Lidt senere venter der et tal for salget af nye boliger i september, hvor økonomerne sigter efter et salg på 600.000 enheder mod 609.000 i august.
Ritzau Finans