Råstoffer

Råvarer: Olieprisen ligger lidt højere efter fald i olielagre

Olieprisen fortsætter den opadgående kurve onsdag morgen, efter at en ugentlig rapport meldte om et fald i de amerikanske olielagre, samtidig med at investorerne holder skarpt øje med risikoen for produktionsforstyrrelser.

Ifølge Reuters viste den ugentlige rapport fra American Petroleum Institute (API) tirsdag, at olielagrene i USA faldt med 1 mio. tønder sidste uge til 428 mio. tønder. De tal følges onsdag op af officielle data fra Energy Information Administration (EIA).

- Oliepriserne ligger tæt på et treårigt højdepunkt (der blev ramt tidligere i april, red.) i øjeblikket, og med olielagrene tilbage på de normale niveauer virker udbudsoverskuddet fra de seneste år til at være ovre, siger William O'Loughlin, investeringsanalytiker hos Rivkin Securities, til Reuters.

Investorerne har også blikket rettet mod udviklingen uden for USA, hvor en høj risiko for produktionsforstyrrelser har været med til at holde hånden under oliepriserne.

Det er særligt risiko for en potentiel konflikt i Mellemøsten efter weekendens amerikanske angreb flere steder i Syrien, nye amerikanske sanktioner mod Iran og begrænset produktion fra kriseramte Venezuela, som investorerne følger tæt.

En tønde nordsøolie, Brent, koster onsdag morgen 71,97 dollar per tønde mod 71,54 tirsdag eftermiddag. En tønde af den amerikanske WTI-olie koster samtidig 66,89 dollar mod 66,20 dollar tirsdag klokken 17.00.

Onsdag morgen koster en ounce guld desuden 1343,44 dollar, hvilket er stort set uændret fra tirsdag eftermiddag.

På markedet for industrimetaller koster et ton kobber onsdag morgen 6870,50 dollar, og det er også stort set uændret fra tirsdag.

Læs også
Top job