Råstoffer

Råvarer: Stigende oliepriser efter USA afviser at trække på reserverne

Oliepriserne stiger, efter at USA har afvist at bruge råolie fra landets strategiske oliereserver til at lægge en dæmper på de skyhøje oliepriser op til fornyede Iran-sanktioner.

WTI-olien krydsede onsdag 72 dollar per tønde, efter at USA's energiminister, Rick Perry, udtalte, at en eventuel frigivelse af råolie fra landets strategiske oliereserver kun vil have "en relativt lille og kortsigtet betydning", skriver Bloomberg. Ifølge energiministeren kan andre producenter træde ind og opveje faldet i udbud fra Iran.

Prisen på Brent-olien har ligeledes fået et nøk opad, og det har ført til spekulationer om rekordhøje priser.

- Vi kan se, at risici på råoliemarkedet svinger kraftigt opad, og selv om vi ikke eksplicit forudser, at Brent vil stige til 100 dollar per tønde, kan vi se en håndgribelig risiko for dette scenarie, skriver den japanske bank Mitsubishi UFJ i en note til bankens kunder.

Mens den amerikanske præsident, Donald Trump, har prøvet at presse Opec til at øge udbuddet og dermed sænke priserne, har organisationen indtil nu afvist at lytte til den amerikanske præsident. Ifølge Irans olieminister, Bijan Zanganeh, er det modstridende, at USA både ønsker lave priser og begrænset iransk eksport.

- Hvis Trump vil undgå, at olieprisen stiger, og at markedet bliver destabiliseret, skal han stoppe den ubegrundede og ødelæggende indblanding i Mellemøsten og ikke være en forhindring for produktionen og eksporten af Irans olie, siger Zanganeh ifølge Reuters.

USA's sanktioner mod Iran træder i kraft 1. november. Da Irans eksport toppede i 2018, eksporterede landet omkring 3 mio. tønder råolie om dagen, hvilket svarer til 3 pct. af det globale forbrug.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster torsdag morgen 82,10 dollar mod 81,68 dollar onsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 72,39 dollar mod 71,98 dollar onsdag eftermiddag.

Torsdag morgen koster en troy ounce guld 1198,25 dollar mod 1194,19 dollar torsdag eftermiddag.

På markedet for industrimetaller koster et ton kobber torsdag morgen 6270,00 dollar mod 6289,00 dollar onsdag eftermiddag.

Læs også
Top job