Råstoffer

Råvarer: Oliepriserne fortsat lave efter øget amerikansk produktion

Oliepriserne fastholder det lave niveau oven på fredagens nyhed om stigende amerikansk olieproduktion. Samtidig er investorerne optimistiske over udsigten til øget råolieudbud i Libyen.

Antallet af borerigge i USA steg med fire til 873 i sidste uge, viste data i fredags. Nyheden førte ifølge Bloomberg til et fald på 3,1 pct. i WTI-olien.

Samtidig holdes prisen nede af udsigten til, at Libyen vil genoptage olieboringer i nærheden af den tunesiske grænse i første kvartal af 2018. Det kan førte til en stigning i landets olieproduktion med hundredtusindvis af tønder om dagen, skriver Bloomberg.

Det er dog endnu uklart, hvilke konsekvenser de geopolitiske stridigheder over den forsvundne saudiarabiske journalist og regimekritiker, Jamal Khashoggi, kan få for oliepriserne.

- Det er svært at forudse de fulde konsekvenser af den saudisk-amerikanske oliekonflikt. Men hvis Trump-regeringen vurderer, at Saudi-Arabiens forklaring på den forsvundne kritiker er troværdig, kan det reducere omskifteligheden i oliepriserne, siger Ahn Yea Ha, der er råvareanalytiker ved Kiwoom Securities, til Bloomberg.

I alt er oliepriserne faldet med næsten 10 pct., siden de ramte et fireårigt højdepunkt tidligere på måneden, hvilket primært har skyldtes turbulens på de amerikanske aktiemarkeder og udsigten til lavere efterspørgsel.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster mandag morgen 79,99 dollar mod 80,56 dollar fredag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 69,38 dollar mod 69,67 dollar fredag eftermiddag.

Mandag morgen koster en troy ounce guld 1228,19 dollar mod 1227,65 dollar fredag eftermiddag.

På markedet for industrimetaller koster et ton kobber mandag morgen 6271,50 dollar mod 6222,00 dollar fredag eftermiddag.

Læs også
Top job