Råstoffer

Råvarer: Pres på aktiemarkedet sænker oliepriserne

Priserne på både den europæiske referenceolie, Brent, og den amerikanske WTI-olie falder efter et stigende pres på aktiemarkedet, hvilket har medført et stort frasalg af aktier på verdensplan.

Frasalget markerer ifølge Reuters det største endagsfald på det amerikanske aktiemarked siden 2011.

Oliemarkedet er påvirket af en række bekymringer for investorerne. Heriblandt handelskrigen mellem USA og Kina, økonomiske bekymringer i Italien, opadgående låneomkostninger og en stigende obligationsrente.

- Oliepriserne faldt under ekstremt salgspres, mens det voldsomme frasalg på tværs af aktiemarkedet skabte frygt for en muligt faldende vækst i olieefterspørgslen, siger Lukman Otunuga, der er analytiker i FXTM, til Reuters.

Olieinvestorer afventer de amerikanske sanktioner på Irans olieeksport, der træder i kraft fra den 4. november. I Kina, der er Irans største oliekunde, har Sinopec og China National Petroleum Corp ifølge Reuters ikke bestilt iransk olie i november af frygt for at overtræde USA's sanktioner.

Prisen på den europæiske referenceolie, Brent, er ifølge Reuters faldet med 9 pct. i oktober, mens prisen på den amerikanske WTI-olie er faldet med 10 pct.

I USA steg olielagrene for femte uge i træk, viser tal fra det amerikanske energiministerium, EIA.

En tønde Brent koster torsdag morgen 75,65 dollar mod 76,52 dollar onsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 66,29 dollar mod 66,84 dollar onsdag eftermiddag.

Torsdag morgen koster en troy ounce guld 1237,90 dollar mod 1230,49 dollar onsdag eftermiddag.

På markedet for industrimetaller koster et ton kobber torsdag morgen 6146,50 dollar mod 6178 dollar onsdag eftermiddag.

Læs også
Top job