Råvarer: Oliepriser falder mens investorer venter på Opec- og G20-møde
Prisen på den europæiske referenceolie, brent, falder onsdag morgen en smule, mens prisen på den amerikanske WTI-olie stort set er uændret.
På trods af at oliepriserne faldt efter dansk lukketid, steg priserne efter amerikansk tid - understøttet af udsigten til næste uges Opec-møde. Prisen på guld falder ligeledes en smule, mens kobberprisen stiger.
Dertil understøttes oliepriserne ifølge investorer også af, at Storbritanniens største olierig i Nordsøen, Buzzard Field, er under reparation, da der er opdaget rust i olieriggets rør. Sammenlagt med at den mindre olierig Forties, der ejes af Total, midlertidigt er lukket på grund af vedligeholdelse, betyder det ifølge Reuters, at tre sendinger med olie, der skulle aflastes i december, er blevet aflyst.
Oliepriserne er faldet med omkring 30 pct. siden oktober - trukket ned af store olielagre og et svagt marked.
Organisationen for olieeksporterende lande, Opec, afholder møde i organisationens hovedkvarter i Wien, Østrig, den 6. december, hvor rammerne for den fremtidige olieproduktion ifølge Reuters vil blive diskuteret.
Opec-mødet efterfølges af et G20-møde i Argentina, hvor handelskrigen mellem Kina og USA samt oliepolitik vil være på dagsordenen.
Det forventes ifølge Reuters af flere, at Opec-mødet vil skære ned i olieproduktionen. Alligevel forholder investorerne sig skeptiske til oliemarkedet.
- Optionshandlere fokuserer fortsat på de negative følger af prisskredet for WTI-olien på 30 pct., skriver Erik Nordland, der er seniorøkonom i CME Group, i en meddelelse ifølge Reuters.
Porteføljeforvaltere har ifølge Reuters reduceret deres sammenlagte futures i olie med 607 mio. tønder olie over de sidste otte uger - det største fald over en lignende periode siden 2013.
En tønde af den europæiske referenceolie, brent, koster onsdag morgen 60,85 dollar mod 61,09 dollar tirsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 52,11 dollar mod 52,07 dollar tirsdag eftermiddag.
Onsdag morgen koster en troy ounce guld 1214,71 dollar mod 1215,08 dollar tirsdag eftermiddag.
På markedet for industrimetaller koster et ton kobber onsdag morgen 6139 dollar mod 6111 dollar tirsdag eftermiddag.
/ritzau/FINANS