Råvarer: Stabile priser efter ti ugers olieoverflod
Oliepriserne ligger fortsat på et lavt niveau torsdag. Optimistiske forventninger til forhandlingerne ved G20-mødet opvejes af fortsatte stigninger i de amerikanske råolielagre.
Olieinvestorer ser frem til weekendens G20-møde i Buenos Aires, der har den amerikansk-kinesiske handelskrig på toppen af dagsordenen. Ifølge Reuters er USA's præsident, Donald Trump, åben over for at indgå en handelsaftale med Kina, der kan være med til at afværge den ulmende handelskrig.
Samtidig stiger udbuddet af olie, hvilket lægger låg på prispresset op til G20. De amerikanske olielagre steg ifølge energiagenturet EIA med 3,6 mio. tønder i sidste uge, hvilket var højere end analytikernes forventninger.
- WTI handles for lige omkring 50 dollar per tønde, en pris, der sidst blev set for over et år siden, da den nuværende overflod af olie har medvirket til 10 ugers stigninger i de amerikanske olielagre, siger William O'Loughlin, der er investeringsanalytiker i Rivkin Securities.
I næste uge mødes Organisationen af Olieeksporterende Lande, Opec, i Wien, hvor organisationens medlemslande vil diskutere muligheden for at skære produktionen med mellem 1 og 1,4 mio. tønder om dagen.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster torsdag morgen 59,18 dollar mod 59,25 dollar onsdag eftermiddag. Samtidig handles den amerikanske WTI-olie i 50,78 dollar mod 50,82 dollar onsdag eftermiddag.
Både guld- og kobberpriserne stiger. Torsdag morgen koster en troy ounce guld 1225,20 dollar mod 1212,92 dollar onsdag eftermiddag, mens kobber koster 6236,50 dollar mod 6192,00 dollar onsdag eftermiddag. Det er en stigning på 0,7 pct.
/ritzau/FINANS