Olieprisen peger opad efter dage med store udsving
Olieprisen stiger en spids torsdag og fortsætter derved den opadgående tendens fra onsdag, hvor prisen steg med hele 7,9 pct. for den europæiske referenceolie, Brent.
Torsdag er stigningen noget mindre, da der skal 54,53 dollar til at købe en tønde Brent-olie, hvilket er 0,1 pct. mere end onsdag.
I forhold til den amerikanske WTI-olie skal der torsdag 46,34 dollar til at købe en tønde, og det er 0,3 pct. mere end onsdag.
Også WTI-olien steg kraftigt onsdag - her med 8,7 pct. Det fulgte imidlertid efter et fald mandag på 6,7 pct. for WTI-olien og 6,2 pct. for Brent-olien.
De store udsving kan hænge sammen med den generelle uro, der har været i de finansielle markeder henover julen. Den har især været afledt af ny kritik fra den amerikanske præsident, Donald Trump, som fortsætter med at skyde verbale hegl efter landets centralbankchef, Jerome Powell.
- De finansielle markeder var i juledagene ramt af finansiel usikkerhed. Investorerne var særligt bekymrede over, at Trump igen var ude med riven efter Fed-direktør Powell samt den offentlige nedlukning i USA på grund af manglende opbakning til finansiering af grænsemuren mod Mexico, skriver makroanalytiker Kim Blindbæk fra Sydbank i en kommentar.
Mens oliepriserne fortsætter lidt op torsdag, ligger prisen på guld stort set fladt sammenlignet med onsdag, da der skal 1269,31 dollar til at købe en troy ounce guld. Det er 0,01 pct. dyrere end onsdag.
Større stigning er der i kobberprisen, da der torsdag skal 6035,50 dollar til at købe et ton kobber. Det er 1,3 pct. mere end onsdag.
/ritzau/FINANS