Råvarer: Olieprisen vender rundt oven på topmøde mellem USA og Kina
Optimisme om en mulig løsning på handelstvisten mellem USA og Kina sendte olieprisen højere sent onsdag eftermiddag, men siden er en smule af stigningen fordampet.
Prisen på en tønde af den europæiske Brent-olie er torsdag morgen 60,84 dollar mod mod 59,94 dollar onsdag klokken 17. En overgang onsdag aften var Brent-olien helt oppe i 61,69 dollar.
Olieprisen steg nemlig markant, da det forlød, at de seneste drøftelser mellem Kina og USA var forløbet godt. Men manglen på detaljerede oplysninger fra mødet, har fået oliemarkedet til at puste lidt ud efter en samlet prisstigning på omkring 5 pct. onsdag, vurderer Vandana Hari fra konsulenthuset Vanda Insights ifølge Reuters.
Onsdag har den amerikanske storbank Morgan Stanley desuden sænket sit prisestimat for 2019 med mere end 10 pct. Banken regner nu med en gennemsnitlig pris på Brent-olien på 61 dollar i år, skriver Reuters. Det tidligere skøn var 69 dollar.
Den amerikanske WTI-olie koster torsdag morgen 51,86 dollar per tønde mod 51,09 dollar onsdag. Prisen på den amerikanske referenceolie var onsdag aften helt oppe i 52,58 dollar.
Torsdag morgen koster en troy ounce guld 1297,20 dollar mod 1290,68 dollar onsdag eftermiddag.
På markedet for industrimetaller koster et ton kobber torsdag morgen 5974,50 dollar mod 5941,00 dollar onsdag klokken 17.
/ritzau/FINANS