Oliepriser siver efter mandagens stigning
Der er let sivende priser på oliemarkedet tirsdag morgen, hvor gårsdagens stigninger er afløst af en udpræget mangel på interesse fra markedsdeltagernes side.
- Raffinaderi marginen er svag, væksten i den globale efterspørgsel er aftagende og der er de kommende sæsonmæssige dyk i både råolie-efterspørgsel og efterspørgslen efter færdig-produkter. Det ligner en klassisk efterårs-nedtur, siger olieanalytiker Mike Wittner fra Societe Generale i New York til Bloomberg tv.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster tirsdag morgen 45,15 dollar mod 45,25 dollar mandag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 42,75 dollar mod 42,90 dollar mandag eftermiddag.
På guldmarkedet er fokus rettet mod udviklingen i de amerikanske renter og kursen på den amerikanske dollar. Den amerikanske arbejdsmarkedsrapport indtager fortsat en hovedrolle i evalueringen af udviklingen.
- USA er en vigtig drivkraft for guldmarkedet, og især udsigten til en renteforhøjelse i 2016. Chancerne for en rentestigning er steget efter arbejdsmarkedsrapporten i sidste uge, siger markedsanalytiker Angus Nicholson fra IG Ltd. i Melbourne ifølge Bloomberg News.
Tirsdag morgen koster en ounce guld 1335 dollar mod mandag eftermiddags 1336 dollar.
Også kobbermarkedet følger udviklingen i den globale økonomi. Skuffende data fra den kinesiske im- og eksport har sat markedet under pres, og bekymringerne for et fald i den kinesiske efterspørgsel i andet halvår lurer i kulissen.
Et ton kobber koster tirsdag morgen 4760 dollar mod 4782 dollar mandag eftermiddag.
Ritzau Finans
/ritzau/FINANS