Råvarer: Olie presses op af bølge af prispositive nyheder
Oliemarkedet fortsætter op, og investorerne rider på en bølge af prispositive nyheder med fokus på Saudi-Arabiens accept af drøftelser mellem Organisationen af Olieeksporterende Lande (Opec) og producenter, der står uden for Opec, om markedsstabiliserende foranstaltninger.
Dertil kommer et overraskende fald i de amerikanske lagre tidligere på ugen.
- Katalysatoren for stigningen var den saudiske erklæring om landets villighed til at diskutere initiativer for at stabilisere prisen. Olieprisen er nu ved at nå et interessant niveau, der nærmer sig den høje ende af intervallet. Hvis WTI-olien når op i den lave ende af 50-dollar-niveauet, kan vi se det nuværende momentum begynde at reduceres lidt, vurderer chefanalytiker Ric Spooner fra CMC Markets i Sydney ifølge Bloomberg News.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster fredag morgen 50,80 dollar mod 50,50 dollar torsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie koster samtidig 48,25 dollar mod 47,85 dollar torsdag eftermiddag.
GULD PRESSES TILBAGE
På guldmarkedet viger priserne, efter at indikationer fra den amerikanske centralbanks topfolk om forestående renteforhøjelser.
Federal Reserve Bank of New Yorks chef, William Dudley, pointerede tirsdag, at låneomkostningerne kan stige i år, mens afdelingschefen i San Francisco, John Williams, torsdag vurderede, at en renteforhøjelse bør komme "hellere førend siden".
Og mens obligationsinvestorerne ignorerer udtalelserne eller direkte betegner chancerne for højere amerikanske renter i indeværende år som overvurderede, tager guldinvestorerne frygten for højere renter og dermed vigende efterspørgsel efter guld mere alvorligt.
Fredag morgen koster en ounce guld 1347 dollar mod 1351 dollar torsdag eftermiddag.
KOBBER-PRISEN FALDER
På kobbermarkedet er det fortsat den globale økonomiske udvikling, der styrer markedet.
- Mange er blevet så vant til at tro, at råvareudviklingen kun handler om udviklingen i Kina, og spøger, hvor væksten skal komme fra, når den kinesiske økonomi er aftagende. Men den trinvise efterspørgsel kommer fra de nye markeder, og det er den del investorer, der ikke har set endnu, vurderer økonom Nathan Lim fra Morgan Stanley i Sydney over for Bloomberg News.
Et ton kobber koster fredag morgen 4767 dollar mod 4777 dollar torsdag eftermiddag.
/ritzau/FINANS