Valuta

Valuta: Yen svækkes af reduceret frygt og tilbageløb af kapitalstrømme

Den japanske yen svækkes tirsdag, hvor svindende frygt for en handelskrig som følge af den amerikanske præsident Donald Trumps foreslåede takster for importeret stål og aluminium slår igennem med tilbageløb af mandagens kapitalstrømme.

Den amerikanske dollar var mandag faldet til et 16 måneders lavpunkt i forhold til yen, der i markedet anses som sikkerheden selv, efter at Trump luftede truslerne om stål- og aluminium-importtakster.

Trumps trusler har fået hårde ord med på vejen fra alverdens økonomer og ikke mindst fra hans egne støtter i det republikanske parti, hvor fremtrædende politikere som formanden for republikanerne i Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, har advaret mod tiltaget, og den republikanske handelsordfører, Kevin Brady, har pointeret den økonomiske lussing til de amerikanske forbrugere.

- Der er en vis lettelse og et skift i risikobilledet, siger analytiker Teppei Ino fra Bank of Tokyo-Mitsubishi UFJ i Singapore til Reuters.

Frygten for en handelskrig blev yderligere reduceret, efter at Trump mandag oplyste, at Canada og Mexico kan undgå at blive fanget af importtold på stål og aluminium, hvis der kan opnås enighed om en "fair" aftale i forhandlingerne om den nordamerikanske frihandelsaftale (NAFTA), der foregår i Washington i øjeblikket.

Mens yen svækkes over for dollar, står euro en anelse stærkere efter mandagens udsalg, der var bundet op på det uafklarede italienske parlamentsvalg i weekenden.

Der er dannelsen af endnu en tysk koalitionsregering, der overskygger de evindelige italienske politiske problemer med de højreorienterede og de euro-skeptiske partiers fremgang.

Euro koster tirsdag morgen 1,2350 dollar mod 1,2325 dollar mandag eftermiddag. Dollar koster samtidig 106,35 yen mod 105,85 yen mandag eftermiddag.

Dermed går der 131,35 yen på en euro tirsdag morgen mod 130,45 yen mandag eftermiddag.

Læs også
Top job