Valuta

Valuta: Sidelæns handel med let vigende dollar

Der er stille på de internationale valutamarkeder onsdag morgen, hvor markedsdeltagernes øjne er rettet mod gløderne i den ulmende handelskrig mellem USA og Kina.

Amerikanske dollar handles tæt på et tougers lavpunkt, efter at den kinesiske præsident, Xi Jinping, tirsdag signalerede reduktion i importtolden for en række amerikanske varer samt indikerede yderligere åbning af det kinesiske marked for udenlandske virksomheder.

Præsident Xis bemærkninger har reduceret bekymringerne om en handelskonflikt mellem USA og Kina og øget den generelle risikolyst i de finansielle markeder globalt.

Talen bliver betragtet som et forsøg på at afbøde den eskalerende handelsstrid med USA, og reaktionen har været markante stigninger i de globale aktiemarkeder, samt et løft i oliepriserne på mere end 3 pct.

Bedringen i risikobilledet har styrket råvarerelaterede og vækstmarkedernes valutaer samt generelt svækket både dollar og yen.

- Dollaren vil sandsynligvis forblive under 108 yen på kort sigt især i betragtning af de reducerede geopolitiske spændinger, siger handelschef Stephen Innes fra Oanda i Singapore til Reuters.

Markedet har dog næppe set enden på handelsspændingerne endnu.

- Valutahandlerne vil sandsynligvis foretrække at tage positioner rettet mod styrkelse af yen for at imødegå den mulige næste bølge af risikoversion, vurderer Stephen Innes.

Han peger på muligheden for en amerikansk indgriben i Syrien, efter at Rusland og USA tirsdag mundhuggedes i FN om brugen af kemiske våben i Syrien, mens truslen fra Washingtons om overvejelser om at slå til mod præsident Bashar al-Assads styrker efter mistanke om giftgasangreb sidste weekend fortsat hænger i luften.

Euro holdes tæt på det stærkeste niveau siden slutningen af marts, efter et løft på baggrund af ECB's Ewald Nowotny der slog til lyd for, at centralbankens obligationsopkøbsprogram begynder at blive afviklet ved udgangen af indeværende år.

Det vil bane vejen for den første renteforhøjelse i eurozonen siden 2011.

Nowotnys kommentarer er dog senere blevet afvist af en talsmand for ECB, der pointerede, at bemærkningerne ikke repræsenterer Styrelsesrådets indstilling.

Markedets vurdering er dog, at "der ikke kommer røg, medmindre der er ild".

Euro koster onsdag morgen 1,2360 dollar mod 1,2350 dollar tirsdag eftermiddag, mens dollar koster 107,10 yen mod 107,15 yen tirsdag eftermiddag.

Dermed går der 132,40 yen på en euro onsdag morgen mod 131,35 yen tirsdag eftermiddag.

Læs også
Top job