Valuta

Valuta: Nye handelsforhandlinger styrker kinesiske valutatvillinger

Dollar svækkes, mens de to kinesiske yuan-kloner styrkes, efter torsdagens rapport om at Washington søger en ny forhandlingsrunde med Beijing om samhandlen.

Det sker for at få gang i en løsning på handelskonflikten, inden USA's præsident, Donald Trump, gør alvor af at lægge straftold på kinesiske importvarer for yderligere 200 mia. dollar.

Meldingerne om endnu en omgang forhandlinger tænder fornyet håb om en fredelig løsning, inden konflikten for alvor gør skade på ikke bare USA's og Kinas økonomier, men også på de nye vækstmarkeder, der, hvis det udvikler sig, vil have potentiale til at brede sig til en global økonomisk nedtur.

I første omgang har udsigten til en ny forhandlingsrunde reduceret efterspørgslen efter sikkerheden i USA og dermed dollar, mens kinesiske offshore og onshore yuan styrkes og samtidig nærmer sig hinanden.

Meldingerne lyder på, at amerikanske tjenestemænd ledet af finansminister Steven Mnuchin har sendt invitationer til deres kolleger i Beijing og foreslået endnu en runde bilaterale handelsforhandlinger.

- Dollar dykkede på de seneste handelsrelaterede overskrifter, men det er svært at forestille sig, at situationen forbedres dramatisk på et møde alene. Valutakurserne vil fortsætte med at reagere på enhver nyhed om handelskonflikten mellem USA og Kina, siger seniorvalutastrateg Yukio Ishizuki fra Daiwa Securities i Tokyo til Reuters.

Der går 6,8480 offshore yuan på en dollar torsdag morgen mod 6,8725 yuan onsdag. Onshore yuan koster samtidig 6,8485 yuan per dollar mod 6,8620 yuan onsdag.

Forskellen i værdien af de to kinesiske valutariske kloner er et udtryk for det frie markeds vurdering af udviklingen på det kinesiske fastland.

Mens handelsstriden står øverst på den asiatiske dagsorden, lurer dagens to pengepolitiske møder i Den Europæiske Centralbank og Bank of England i baggrunden.

Såvel euro som pund er stabile inden møderne, der ikke ventes at kaste ændringer i den respektive pengepolitik af sig.

- Hverken Bank of Englands eller ECB's pengepolitiske møde i dag ventes at være markedspåvirkende, og de tegner ikke til at tiltrække sig ret meget opmærksomhed. Men det er stadig interessant at se, om Bank of England nævner de seneste brexit-forhandlinger, siger Yukio Ishizuki.

Pund sterling koster torsdag morgen 1,3050 dollar mod 1,3015 dollar onsdag eftermiddag.

Euro koster torsdag morgen 1,1635 dollar mod 1,1620 dollar onsdag eftermiddag, og dollar koster 111,35 yen mod 111,30 yen onsdag eftermiddag.

Dermed går der 129,55 yen på en euro tirsdag morgen mod 129,35 yen mandag eftermiddag og 0,8915 pund på en euro torsdag morgen mod 0,8930 pund onsdag eftermiddag.

Læs også
Top job