Valuta

Valuta: Tyrkisk lira i revanche efter uventet stor rentestigning

Beslutningen om en renteforhøjelse til 24 pct. på torsdagens møde i den tyrkiske centralbank styrker først på eftermiddagen den tyrkiske lira markant.

Over for dollar blev lira umiddelbart styrket til 6,0178 lira per dollar fra 6,4653 lira per dollar før meddelelsen om rentestigningen. Siden er styrkelsen modereret til 6,1778 lira per dollar.

Op til meddelelsen fra centralbanken blev lira svækket af udfald mod centralbanken fra den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, der anklagede banken for en forfejlet pengepolitik. Præsidenten mener, at banken bør sænke renten for at bremse den tyrkiske inflation.

Udtalelserne gav usikkerhed i valutamarkedet, der ifølge Bloomberg News ellers ventede, at banken ville beslutte en forhøjelse af renten til 21 pct. fra 17,65 pct.

Også Bank of England har benyttet torsdagen til et rentemøde. Men her holdt renteudvalget sig til den ventede fastholdelse af den retningsgivende rente på 0,75 pct. og af pengepolitikken i øvrigt, og pundet holder sig stabilt over for dollar i 1,3044 dollar per pund.

Senere torsdag er det Den Europæiske Centralbanks, ECB's, tur til at melde ud efter sit bankmøde, der følges op af pressemøde med chefen, Mario Draghi. Der ventes ifølge Bloomberg News ingen ændringer i ECB's udlånsrente på 0,25 pct., og de efterfølgende udtalelser ventes at bekræfte, at ECB tidligst hæver renten om et års tid.

Over for dollar er euro marginalt svækket til 1,1624 dollar per euro fra 1,1635 dollar torsdag morgen, men mod 1,1620 dollar onsdag eftermiddag.

Læs også
Top job