Valuta

Valuta: Finansiel uro og risikoaversion giver flugt mod yen

Den japanske yen er stærkt efterspurgt torsdag morgen, hvor et storudsalg på Wall Street og svage europæiske og amerikanske økonomiske data har undergravet den globale risikovurdering og sendt investorerne mod sikre aktiver og traditionelle solide likviditetsplaceringer.

Nervøsiteten er steget, da den amerikanske virksomhedsindtjening generelt ikke har levet op til forventningerne i tredje kvartal, mens den geopolitisk usikkerhed, Italiens budgetunderskud og de kinesiske-amerikanske handelsspændinger alle har bidraget til øgede bekymringer for den globale vækst.

Massive kursfald i USA onsdag udraderede årets gevinster i såvel S&P 500 som Dow Jones-indekset, og kursfaldene fortsætter i Asien torsdag morgen, hvor samtlige aktieindeks ligger med en dybrød farve.

- Jeg vil ikke blive overrasket over at se dollar/yen falde under 112, da amerikanske renter er kølet til 3,1 pct. fra det seneste højdepunkt, og volatiliteten på de udviklede markeder er steget, siger seniorstrateg Rodrigo Catril fra NAB i Sydney til Reuters.

Euro ligger underdrejet efter nye bekymringer over tempoet i den økonomiske vækst i Europa.

Den Europæiske Centralbank (ECB) holder pengepolitisk møde senere torsdag, og investorerne vil se efter nye indikationer om den seneste afmatning i væksten samt kommentarer til den politiske fejde mellem Bruxelles og Rom om Italiens budgetunderskud.

- Euro begrænses af risikofaktorer som det italienske budget, brexit og de nye bløde økonomiske data. Mario Draghi bliver nødt til at anerkende de svage data og bekræfte, at ECB's pengepolitiske stramninger er dataafhængige. Så der er risiko for, at han trækker i land, siger Rodrigo Catril.

Også det britiske pund ligger underdrejet. Premierminister Theresa Mays brexit-planer er stødt på grund i de seneste uger, hvor især betingelserne for Storbritanniens exit fra EU-samarbejdet synes uløselige.

May modtog lidt støtte fra de konservative partikolleger onsdag på et møde i parlamentet, hvor fokus på en forestående ledelsesudfordring på grund af premierministerens brexit-strategi blev skubbet i baggrunden.

Pund koster torsdag morgen 1,2890 dollar mod 1,2910 dollar onsdag eftermiddag.

Euro koster torsdag morgen 1,1410 dollar mod 1,1395 dollar onsdag eftermiddag, og dollar koster 112,10 yen mod 112,60 yen onsdag eftermiddag.

Læs også
Top job