Valuta: Fredagens dollarsvækkelse fastholdes og udbygges
Den amerikanske dollar svækkes mod de øvrige hovedvalutaer mandag morgen, hvor den overordnede indstilling blandt investorerne er, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, vil bremse op i de pengepolitiske stramninger i 2019, hvilket letter bekymringerne for renten-effekten på den amerikanske vækst.
Risikolyst præger den tidlige asiatiske handel efter Kinas aggressive monetære lettelse op til weekenden, der blev søsat for at imødegå en kraftig økonomisk afmatning, samt håb om at Washington og Beijing kan nå frem til en omfattende handelsaftale.
- Den nyhedsstrøm, vi har set siden fredag, har løftet stemningen. Markedet kunne godt lide, hvad Fed-formand Jerome Powell sagde fredag, og reaktionen har været negativ for dollaren, siger chefstrateg Michael McCarthy fra CMC Markets i Sydney til Reuters.
Han vurderer, at den kinesiske reduktion i bankernes reservekrav er meget vigtige og er fundamentet for et løft i råvaresektoren.
Efter en lang række svage fremstillingsdata reducerede de kinesiske myndigheder fredag reservekravene for alle banker med 100 basispoint. Det frigør 116 mia. dollar til nye udlån i et forsøg på at reducere risikoen for et markant fald i tempoet i økonomisk vækst.
Svækkelsen af dollar kommer trods fredagens stærkere end forventede arbejdsmarkedsdata fra USA for december, og mange analytikere tror fortsat, at verdens største økonomi taber fart, og yderligere renteforhøjelser er det sidste, der er brug for.
Fredagens kommentarer fra Jerome Powell om, at centralbanken er "villig til at ændre pengepolitikken" øgede investorstemningen og sendte de amerikanske aktier op, hvilket danner baggrund for massive aktiestigninger i Asien mandag.
De finansielle markeder er sideløbende optimistiske over udsigten til handelsforhandlingerne mellem USA og Kina, der starter på højt plan i denne uge, efter at præsident Donald Trump og præsident Xi Jinping i december enedes om en 90-dages våbenhvile i handelskrigen.
Pund koster mandag morgen 1,2750 dollar mod 1,2695 dollar fredag eftermiddag.
Euro koster mandag morgen 1,1425 dollar mod 1,1410 dollar fredag eftermiddag, og dollar koster 108,15 yen mod 108,30 yen fredag eftermiddag.
/ritzau/FINANS