Valuta: Svækkelse af dollar efter rentereferat aftager en smule
Dollar har det fortsat dårligt i torsdagens valutamarked, hvor det amerikanske valuta er svækket over for euro og yen og de andre store valutaer. Men noget af styrken er genvundet set i forhold til niveauerne torsdag morgen.
Torsdag middag koster euro 1,1533 dollar mod 1,1510 dollar onsdag eftermiddag, men 1,1565 dollar torsdag morgen. Og over for yen er dollar svækket til 108,04 yen fra 108,20 yen onsdag eftermiddag, men 108,75 yen torsdag morgen.
Retræten for dollar reflekterer hovedtrækkene i det referat fra seneste rentemøde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der blev offentliggjort onsdag aften. Heraf fremgik det, at flere medlemmer af bankens rentekomité, FOMC, er stemt for at holde renten stabil i år frem for at effektuere flere renteforhøjelser.
Utydelige signaler handelsforhandlingerne mellem Kina og USA belaster også dollar, der nu nærmer sig det svageste niveau i tre måneder, noterer Reuters.
Men svækkelsen kan vise sig at være overdreven efter en overraskende robust periode på et par uge trods massivt fald i forventningerne til den amerikanske renteudvikling, mener Ulrich Leuchtmann, valutastrateg i Commerzbank ifølge Reuters.
For yen spiller den japanske valutas position som "sikker havn" ind i forlængelse af offentliggørelsen af svage kinesiske nøgletal torsdag morgen. De viste noget lavere stigning i både forbrugerpriser og producentpriser end ventet. Og den skuffende udvikling varsler pres på væksten i den kinesiske økonomi.
Samtidig er pund svækket til 0,9057 pund per euro fra 0,9033 pund i takt med fortsat øget usikkerhed om premierminister Theresa Mays mulighed for at trække en brexit-aftale med EU i land.
/ritzau/FINANS